Andet hotel end bestilt - Hotelstandard - Beliggenhed - Faciliteter
Ved ankomsten til rejsemålet blev klageren indkvarteret på et andet hotel end bestilt. Indkvarteringen var utilfredsstillende for klageren bl.a. pga. hotelstandarden, beliggenheden og faciliteterne. Rejsearrangøren var 3 dage før klagerens afrejse blevet bekendt med, at klageren pga. overbooking ikke kunne indkvarteres på det bestilte hotel, men informerede først klageren herom ved ankomsten til destinationen. Da rejsearrangøren efter at have fået kendskab til hotelændringen ikke underrettede klageren om retten til at hæve aftalen, har rejsearrangøren tilsidesat sin underretningspligt. Ankenævnet fandt, at manglerne samlet havde påvirket pakkerejsen i så væsentlig grad, at klageren som følge af rejsearrangørens manglende fyldestgørende afhjælpning var berettiget til at hæve købet og få rejsens fulde pris tilbagebetalt fratrukket et beløb til rejsearrangøren, da Ankenævnet ikke fandt at rejsen havde været helt uden værdi for klageren.
Klageren delvist medhold.
Afsagt 28-06-2023
Sag 22-1203
