Mistet rejse pga. ændring af gatenummer

Det gatenummer som klageren ved indtjekning havde fået oplyst, at flyet ville afgå fra, og som rejselederen også havde bekræftet over for klageren, blev ændret til et andet gatenummer. Klageren havde ikke holdt øje med informationsskærmene, og blev derfor først opmærksom på, at gatenummeret var ændret, da rejselederen ringede til klageren kort tid før det oplyste afrejsetidspunkt. Efter Ankenævnets opfattelse må det, uanset at klageren ikke på tidligere rejser har oplevet dette, anses for almindeligt kendt, at et oplyst gatenummer kan blive ændret efter indtjekning. Da det er den rejsendes pligt løbende at holde sig orienteret om gatenummeret via oplysningerne på informationsskærmene, også selv om rejsearrangøren ikke skriftligt har oplyst den rejsende herom, fandt Ankenævnet, at det udelukkende beroede på forhold, som klageren måtte bære risikoen for, at klageren på afrejsedagen ikke nåede sit fly. Klagerens krav kunne derfor ikke imødekommes.

Klageren ej medhold.

Afsagt: 19. marts 2025

 

Filtype: pdf
Klagepunkter: Afvisning, mistet transport, Transport
Emner: Ændring, Rejseleder