Forsinkelse på hjemrejsen med ikke EU registreret flyselskab

Klagerens oprindeligt planlagte hjemrejse blev aflyst grundet flytekniske problemer, og klageren ankom som følge heraf til Danmark 32 timer senere end oprindeligt planlagt. Klageren havde over for flyselskabet fremsat krav om kompensation i henhold til EU-forordning 261/04 om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser. Flyselskabet havde afvist klagerens krav, da flyselskabet ikke var registreret i et EU-land. Da klageren ikke tidligere havde hørt om EU-forordning 261/04, ville klageren gerne have haft, rejsearrangøren ved bestillingen af rejsen havde oplyst klageren herom, så klageren kunne have valgt et EU-flyselskab. Inden der indgås aftale om køb af en pakkerejse skal rejsearrangøren give den rejsende oplysninger om rejseydelsernes væsentligste kendetegn, herunder anvendte befordringsmidler og deres kendetegn og kategori, sted, dato og tidspunkt for af- og hjemrejse og oplysninger om steder, hvor der gøres ophold undervejs, med angivelse af disse opholds varighed og transportforbindelser. Denne bestemmelse omfatter ikke en pligt for rejsearrangøren til at informere den rejsende om dennes rettigheder i henhold til reglerne i EU-forordning 261/04, herunder risikoen for ikke at kunne opnå en eventuel kompensation ved at vælge et EU-flyselskab fremfor et andet flyselskab. Forpligtelsen til at informere luftfartspassagerer om deres rettigheder påhviler i henhold til EU-forordningen det transporterende flyselskab. Ankenævnet kunne derfor ikke imødekomme klagerens krav.

Klageren ej medhold.

Afsagt: 19. december 2024

Filtype: pdf
Klagepunkter: Forsinkelse, ventetid og ændringer v/ transport, Transport
Emner: Ændring, Forsinkelse