Forespørgsel eller afbestilling
Efter en telefonsamtale med klageren sendte rejsearrangøren klageren en mail om, at den bestilte rejse var annulleret. Ankenævnet fandt, at klageren – mod rejsearrangørens benægtelse – ikke havde godtgjort, at klageren efter modtagelsen af rejsearrangørens mail om annullering af rejsen, kontaktede rejsearrangøren samme dag og anmodede om enten at flytte rejseperioden eller at opretholde rejsen for to personer. Hvis klageren var af den opfattelse, at den telefoniske henvendelse, der var gået forud for rejsearrangørens mail til klageren, alene var en uforpligtende forespørgsel om muligheden for at afbestille rejsen, burde klageren umiddelbart efter modtagelsen af rejsearrangørens mail med bekræftelse på afbestillingen have reageret skriftligt over for rejsearrangøren. Da klageren ikke havde godtgjort en sådan henvendelse til rejsearrangøren, fandt Ankenævnet, at klageren ved den telefoniske henvendelse til rejsearrangøren 92 dage før den planlagte afrejse afbestilte rejsen, hvilket rejsearrangøren efterfølgende bekræftede skriftligt.
Da rejsearrangøren i forbindelse med bekræftelsen af aftalen ikke skriftligt på et varigt medie havde oplyst klageren om dennes afbestillingsret, var klagerens afbestilling ikke omfattet af rejsearrangørens afbestillingsregler i rejsearrangørens almindelige betingelser. Det vederlag rejsearrangøren kunne opkræve blev herefter af Ankenævnet fastsat til det indbetalte depositum på ca. 15 % af rejsens pris.
Klageren ej medhold.
Afsagt: 28. juni 2024
