Ændret og strabadserende hjemrejse.
Klageren modtog på rejsemålet besked fra flyselskabet om, at vidererejsen hjem fra Frankfurt til Danmark var aflyst. Rejsearrangøren fik arrangeret, at klageren kom med et fly videre fra Frankfurt til Hamborg Lufthavn, men lykkedes ikke med at afhjælpe den manglende vidererejse fra Hamborg til Danmark med en alternativ transportløsning. Klageren forsøgte selv at finde en økonomisk rimelig og alternativ transport med bl.a. tog, og da dette heller ikke lykkedes, valgte klageren at tage en taxa. På den baggrund og henset til, at klageren herudover selv måtte bruge tid på at arrangere en rimelig transport fra Hamborg til Danmark, og at denne del af rejsen, der blev tilbagelagt i taxa, blev af en lavere kvalitet og mere strabadserende end bestilt, fandt Ankenævnet, at rejsen var behæftet med mangler, der berettigede klageren til et nedslag i rejsens pris. Klageren var også berettiget til refusion af rimelige og nødvendige udgifter til afhjælpningen af den manglende transport.
Klageren delvist medhold.
Afsagt: 16.03.2023
