Klage over bortkommet bagage
Da bureauet i dets besvarelse af klagerens reklamation 11 måneder tidligere havde henvist til dets underleverandør – bagage håndteringsselskabet, og klageren herefter vedholdende og løbende havde kontakt med underleverandøren, fandt Ankenævnet, at klageren ikke havde udvist passivitet over for bureauet. Sagen blev derfor realitetsbehandlet. Klageren havde ikke fået udleveret sin bagage ved ankomst til rejsemålet og havde heller ikke modtaget sin bagage efter hjemkomst. På denne baggrund, og under hensyn til den gene det havde været for klageren at måtte undvære sin bagage under hele ferieopholdet og på at skulle bruge tid på at kontakte bureauets lokale repræsentant herom og foretage nødindkøb, fandt Ankenævnet, at rejsen havde været behæftet med mangler, der berettigede klageren til et nedslag i rejsens pris.
Klageren delvist medhold.
Afsagt: 19.03.2015
