Klage over manglende vejledning om rettigheder i forbindelse med forsinkelse på hjemrejsen.
Klagerens hjemrejse blev forsinket ca. 1 døgn, hvilket medførte, at klageren og hans medrejsende blev afskåret fra at møde på arbejde som planlagt. Bureauet oplyste i mail sendt dagen efter den faktiske hjemkomst klageren om muligheden for at få eventuelle ekstraudgifter i forbindelse med forsinkelsen erstattet. 3 dage senere anmodede bureauet klageren om at fremsende lønsedler med et dokumenteret løntræk. Uanset at bureauet først efter hjemkomsten oplyste klageren om kravene til at få erstatning for bl.a. tabt arbejdsfortjeneste, fandt Ankenævnet, at bureauet i det konkrete tilfælde havde opfyldt sin vejledningspligt. Da der ikke tilkendes erstatning for ”tab af fridage”, og da klageren ikke havde godtgjort sit krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, f.eks. i form af dokumentation for mistede arbejdsindtægter, kunne Ankenævnet på det foreliggende grundlag ikke imødekomme klagerens krav om erstatning.
Klageren ej medhold.
Afsagt: 11.11.2014
