Ankenævnet lagde til grund, at der på hotellet i 6 døgn af klagerens 14 døgns ophold foregik optagelser til et tysk fjernsynsprogram.

Endvidere lagde Ankenævnet til grund, at de ovennævnte fjernsynsoptagelser medførte støj både fra musik, fra tilskuere, medvirkende til og folkene bag optagelserne, samt at flere områder af hotellet blev afspærret, således at disse ikke kunne benyttes af klageren og dennes medrejsende. Ifølge pakkerejselovens § 26, stk. 1, skal en rejsende, der vil påberåbe sig en mangel ved rejsen, give bureauet eller dets stedlige repræsentant meddelelse herom inden rimelig tid efter at have opdaget manglen. I modsat fald kan den rejsende miste retten til at påberåbe sig en mangel. Denne reklamationspligt skyldes navnlig hensynet til bureauets mulighed for at kunne afhjælpe eventuelle mangler ved rejsen og dermed afværge, at den rejsende f.eks. kræver afslag i rejsens pris. Hvis bureauet vil påberåbe sig, at klageren har reklameret for sent, eller at reklamationen er mangelfuld, er det ifølge lovens § 26, stk. 2, en betingelse, at reklamationspligten er angivet i aftalen. Klagerens reklamationspligt fremgik i den konkrete sag af bureauets almindelige betingelser, som klageren i forbindelse med bestilling af rejsen på bureauets hjemmeside havde markeret at have accepteret som en del af aftalegrundlaget. Ankenævnet fandt, at klageren – mod bureauets benægtelse – ikke havde godtgjort at have reklameret over eventuelle kritisable forhold, hvorved det indklagede bureau således blev frataget muligheden for afhjælpning. Ankenævnet fandt endvidere, at klageren – mod bureauets benægtelse – ikke havde godtgjort, at bureauet, hvis klageren havde reklameret til bureauets repræsentant, ikke kunne have flyttet både klageren og dennes medrejsende. På denne baggrund kunne Ankenævnet ikke imødekomme klagerens krav.

Klageren fik ej medhold.

Afsagt: 28.10.2010

Filtype: pdf
Klagepunkter: Andet, Klagerens reklamationspligt
Emner: Aftalegrundlaget, Manglende reklamation, Reklamationspligt