Forsinkelse på hjemrejse grundet vulkanen Eyjafjallajökull

I forbindelse med de kaotiske tilstande, som den islandske vulkan, Eyjafjallajökull, i april 2010 forårsagede i Europas lufthavne med lukkede lufthavne og aflyste fly til følge, fandt Ankenævnet, at der var tale om en force majeure lignende situation omfattet af § 22, stk. 1, jf. § 17, stk. 1, nr. 4 i lov om pakkerejser. Et sådant force majeure lignende forhold er ikke en ophørsgrund for bureauets forpligtelser over for klageren i henhold til den indgåede pakkerejse, men er alene en erstatningsansvarsfrihedsgrund. Bureauet har som klagerens aftalepart derfor fortsat over for klageren en opfyldelses- og omsorgspligt – hvilket bureauet havde erkendt – og som medfører, at bureauet skal sørge for passende indkvartering, forplejning og hurtigst mulig hjemtransport. Ved vurderingen af, hvorvidt en alternativ hjemtransport kan anses for at opfylde kriteriet for ”passende”, må der efter Ankenævnets opfattelse på den ene side lægges vægt på karakteren af den oprindeligt aftalte hjemtransport og på den anden side på den omstændighed, at det under de givne force majeure lignende forhold måtte anses for praktisk udelukket for arrangørerne/bureauerne at tilvejebringe tilsvarende hjemtransport som oprindeligt aftalt, hvilket også de rejsende må være forberedt på at skulle acceptere. Ud fra denne afvejning fandt Ankenævnet, at hjemtransporten i den konkrete sag måtte anses for i det væsentlige at være blevet afviklet tilfredsstillende. Klageren var herefter ikke berettiget til kompensation for den ændrede hjemtransport, der foregik med færge og bus.

Afsagt: 30.11.2010

Filtype: pdf
Klagepunkter: Forsinkelse, ventetid og ændringer v/ transport, Transport
Emner: Afhjælpning, Ekstraudgifter, Forsinkelse