Frosinket hjemrejse grundet askeskyen fra den islandske vulkan.

Afsagt med dissens (3-2).
Pga. askeskyen fra den islandske vulkan kom klageren ikke planmæssigt hjem fra Bangkok lufthavn. Da et sådant force majeure lignende forhold ikke er en ophørsgrund for bureauets forpligtelser over for klageren i henhold til den indgåede pakkerejse, fandt Ankenævnet, at bureauet som klagerens aftalepart fortsat over for klageren havde en opfyldelses- og omsorgspligt, som ud over at sørge for passende indkvartering og forplejning tillige omfattede pligten til at sørge for hurtigst mulig hjemtransport.
Under de konkret foreliggende omstændigheder burde klageren, inden han hos et andet flyselskab købte en flybillet hjem. have underrettet bureauet eller dets repræsentant på rejsemålet herom, således at bureauet og dets underleverandør eventuelt kunne have fået mulighed for afhjælpning.
Efter stemmeflertallet var klageren derfor ikke berettiget til at få refunderet den samlede udgift til den købte flybillet, men alene et skønsmæssigt fastsat beløb på 6.000 kr. samt et skønsmæssigt beløb på 200 kr. til dækning af telefonudgifter. Da klageren af bureauet var blevet opfordret til at tage til lufthavnen i Bangkok for at stå standby, fandt også mindretallet, at klageren tillige var berettiget til at få refunderet taxaudgiften på 193 kr.
For den del af den oprindeligt udstedte flybillet, der ikke blev benyttet, havde klageren endvidere krav på tilbagebetaling af betalte lufthavnsskatter og afgifter i det omfang, bureauet hos flyselskabet kunne opnå refusion heraf.

Klager ikke medhold.

Afsagt: 28.10.2010

Filtype: pdf
Klagepunkter: Forsinkelse, ventetid og ændringer v/ transport, Transport
Emner: Afhjælpning, Ekstraudgifter, Forsinkelse