Navneændring på hotelreservation
Kort tid før afrejse ønskede klageren at ændre navnene på to ud af tre rejsende. Rejsearrangøren afviste navneændringen på hotellet. Hotelreservationen blev annulleret og Klageren købte selv et nyt hotel. I rejsearrangørens rejsebetingelser stod, at rejser med rutefly og ”visse hoteller” som hovedregel ikke kan ændres, og at ændringer senere end 40 dage før afrejse, kan betragtes som en annullering og ny indtegning. Det fremgik dog ikke klart, at det bestilte hotel ikke tillod navneændring. Da der er tale om et byrdefuldt vilkår, som ikke har været individuelt forhandlet eller særskilt fremhævet i aftalegrundlaget, fandt Ankenævnet, at klageren burde have haft mulighed for at overdrage hotelreservationen mod betaling af et ændringsgebyr. Klageren var derfor berettiget til erstatning af udgiften til det nybookede hotelophold fratrukket et ændringsgebyr.
Klageren medhold.
Kendelse afsagt 6. november 2025
