Manglende dokumentation af reklamation før flytning til andet hotel
Hotellet var utilfredsstillende for klageren pga. mangelfuld rengøring ved ankomsten, myrer på værelset og støjgener. Klageren flyttede derfor til et andet hotel dagen efter ankomst. Rejsearrangøren gjorde gældende, at klageren ikke inden hotelflytningen havde reklameret over de utilfredsstillende forhold på hotellet, og klageren havde ikke godtgjort reklamation til rejsearrangøren, inden klageren valgte at fraflytte hotellet og købe indkvartering på et andet hotel. Da klagerens reklamationspligt var angivet i billetten, som klageren modtog på bestillingstidspunktet, og således var en del af aftalegrundlaget, havde klageren frataget rejsearrangøren muligheden for at afhjælpe de påberåbte forhold vedrørende indkvarteringen. Ankenævnet kunne derfor ikke imødekomme klagerens krav.
Klageren ej medhold.
Afsagt: 18. oktober 2024